Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god webside. Hvis du ikke siger "Nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Klik "Her" for at se vores cookiepolitik.

 

Babysvømning

Babysvømning i AIC er sjovt
Babysvømning i Avedøre Idrætscenter er populært, og forældre og babyer kommer langvejs fra for at benytte lige præcis babybassinet her hos os.

Babysvømning

Hvorfor?

Babysvømning giver en god start efter fødslen for din baby. Det 34 grader varme vand giver din baby den samme følelse af velvære, som han/hun har oplevet i gennem graviditeten.

Babysvømning er ikke et spørgsmål om at lære babyen at svømme men derimod at give tryghed både over og under vandet men også:

  • At stimulere babyens syn, hørelse, lugtesans og berøringssans.
  • At skabe gode forudsætninger for bevægelsesmæssig udvikling igennem en stimulation af balance, koordination og muskeltræning. Dette er nogle af forudsætningerne for senere at kunne begynde at kravle og gå.
  • At stimulere åndedræt og fordøjelse.
  • At bedre babyens søvnmønster.

Babysvømning giver samtidig et tættere samspil imellem jer og jeres baby, da det giver en samhørighed og nærhed.

Babysvømning kræver, at både I og jeres baby er aktive, og at det er babyen, der er i centrum. 

Gode råd

Det er vigtigt, at både I og jeres baby er motiverede for at gå en tur i svømmehallen.

Hvis jeres baby eller I har en 'dårlig' dag, er det bedre at vente med at komme, end at presse på. Det giver en dårlig oplevelse for begge parter, og det kan være svært at rette op på.

Den gode oplevelse får I bl.a. ved at snakke med, smile til og rose jeres baby. Det giver tryghed og større velvære, hvilket igen giver lyst til at prøve mere.

Hver gang I har prøvet noget nyt, så træk babyen ind til jer og vis, at I er glade for ham/hende, og at det var godt, den nye ting lykkedes.

Praktiske oplysninger

Der er babyomklædningsrum i både herre- og dameafdelingen, så der er ingen undskyldning for ikke at komme i svømmehallen.

Der er puslerum i forhallen. Nøglen hertil fås i receptionen, og her kan I også låne en autostol.

Det er vigtigt, at både forældre og baby vaskes grundigt, inden I går i bassinet. På grund af den høje vandtemperatur, og på trods af vandet renses grundigt, vil der altid være basis for, at bakterier kan være tilstede.

Vi anbefaler, at I vasker jer selv først og derefter jeres baby. Så kommer jeres baby ikke til at fryse.

Det er påbudt at bruge tætsiddende blebukser. Disse kan købes i receptionen og kan vaskes og genbruges.

Efter endt svømmetur er det vigtigt at vaske jeres baby og eventuelt smøre lotion på huden, da den ellers kan udtørre.

Børn mellem 0 og 3 år må ikke komme med i sauna, da de ikke kan svede som andre. Dette kan give varmechok.

Det kan ikke undgås, at babyen får vand i mavesækken, så hvis babyen er gammel nok, er det en god idé at have kiks med, for på den måde at undgå evt. mavekneb eller diarre.

Når svømmeturen er forbi, så giv både jer selv og babyen mulighed for at slappe af, inden I tager hjem. Det kan I gøre i forhallen, hvor I har mulighed for at købe varme eller kolde drikke og lidt sødt i en af de opstillede automater. I er også velkomne til selv at medbringe. 

Hvis I har brug for at få varmet mad eller flaske til jeres baby, har vi en mikroovn, I kan benytte. Spørg i receptionen.

Det er dejligt at have billeder fra svømmeturen, men husk at spørge personalet, inden I begynder at fotografere. Dette er af hensyn til de øvrige gæster.

Husk at personalet i svømmehallen altid er villige til at give råd og vejledning.

Pårørende

Ud over forældrene er pårørende også velkomne til at være sammen med babyen/babyerne i babybassinet.
De pårørende kan eventuelt være bedsteforældre, mostre, onkler, søskende osv.

Babysvømning på hold

Hvis I kunne tænke jer at gå på et svømmehold for babyer, skal I henvende jer til Hvidovre svømmeklub.

Hvidovre Svømmeklub (nyt vindue)

Babysvømning i AIC populært

Babysvømning i Avedøre Idrætscenter er meget populært. Vi får stor ros, og forældre kommer langvejs fra med deres babyer. Her er nogle eksempler på det, rosen går på.

Der er rigtig gode faciliteter til forældre med babyer i svømmehallen i Avedøre Idrætscenter. I omklædningen (dette gælder såvel dame- som herreomklædning) har vi specielt puslerum til babyer. Der er badekar til at bade baby, og så er der kravlegård og gåvogn, så mor og far kan have hænderne fri, imens de selv bader og ordner sig.

I forhallen er der mulighed for at sidde og hygge sig med en kop kaffe eller lignende og give babyen mad. I forbindelse med forhallen er der et puslerum, og nøglen hertil kan lånes i receptionen. Her kan ligeledes lånes nøgle til mikroovn, så der kan varmes mælk eller mad til babyen.

Sidst men absolut ikke mindst, får vores livreddere stor ros for deres store hjælpsomhed og entusiasme. De er super søde og hjælpsomme, og det stråler ud af dem, at de kan lide, hvad de laver.