Svømmehallen

Velkommen til svømmehallen i Avedøre Idrætscenter

Svømmehallen har et 25 meter bassin, soppebassin, babybassin, spa, dampkabine og saunaer.

Nedenfor kan du finde flere informationer om svømmehallen. 

 

Babysvømning giver en god start efter fødslen for din baby. Vandet er ca. 34 grader varmt og giver din baby den samme følelse af velvære, som han/hun har oplevet igennem graviditeten.

Babysvømning er ikke et spørgsmål om at lære babyen at svømme, men derimod at give tryghed både over og under vandet.

Babysvømning har andre gode sidegevinster:

  • Stimulerer babyens syn, hørelse, lugtesans og berøringssans.
  • Skaber gode forudsætninger for bevægelsesmæssig udvikling igennem en stimulation af balance, koordination og muskeltræning. Dette er nogle af forudsætningerne for senere at kunne begynde at kravle og gå.
  • Stimulerer åndedræt og fordøjelse.
  • Forbedrer babyens søvnmønster.
  • Babysvømning giver samtidig et tættere samspil imellem jer og jeres baby, da det giver en samhørighed og nærhed.

Babysvømning kræver, at både I og jeres baby er aktive, og at det er babyen, der er i centrum.

Gode råd

Det er vigtigt, at både I og jeres baby er motiverede for at gå en tur i svømmehallen.

Hvis jeres baby eller I har en 'dårlig' dag, er det bedre at vente med at komme end at presse på. Det giver en dårlig oplevelse for begge parter, og det kan være svært at rette op på.

Den gode oplevelse får I bl.a. ved at snakke med, smile til og rose jeres baby. Det giver tryghed og større velvære, hvilket igen giver lyst til at prøve mere.

Hver gang I har prøvet noget nyt, så træk babyen ind til jer og vis, at I er glade for ham/hende, og at det var godt, den nye ting lykkedes.

Regler for blebadebukser

Vi har i perioder haft rigtig mange fækale uheld, hvilket har betydet, at bassinet har været lukket i flere dage. Det er selvfølgelig til stor gene for vores brugere, og vi har derfor skærpet reglerne omkring babybadetøj, så vi kan minimere antallet af driftsstop.

Pr. 27. august 2018 indførte vi derfor en regel om, blebørn skal være iført både badeble og blebadebukser af mærket Happy Nappy, som har en særlig bred elastik.

Det er vigtigt, blebadebukserne er tætsiddende omkring lårene (må ikke sidde i lysken, hvor der er bevægelige led) og i liv/talje. Hele badebleen skal være dækket af badebuksen, for derved at mindske risikoen for fækalt udslip.

Begge dele kan købes i receptionen.

Før adgang til svømmehallen er det altså et krav, din baby er iført badeble samt Happy Nappy blebadebukser. Hvis du er i tvivl, er du velkommen til at kontakte personalet for vejledning.

Hvis dit barn er for stort til de største Happy Nappy blebadebukser, er det tilladt at benytte andre neopren blebadebukser fra Splash About - som fx Jammers. Disse vil dog ikke være en del af vores sortiment, så dem skal du købe et andet sted.

Praktiske oplysninger

Der findes selvfølgelig babyomklædningsrum i både herre- og dameafdelingen.

Der er puslerum i forhallen, nøglen kan lånes i receptionen, og her kan I også låne en autostol.

Det er vigtigt at både forældre og baby vaskes grundigt, inden I går i bassinet. På grund af den høje vandtemperatur, og på trods af vandet renses grundigt, vil der altid være basis for, at bakterier kan være tilstede.

Vi anbefaler, at I vasker jer selv først og derefter jeres baby, så fryser jeres baby ikke imens I bader.

Det er et krav at bruge tætsiddende blebukser.

Disse kan købes i receptionen og kan vaskes og genbruges.

Efter endt svømmetur er det vigtigt at vaske jeres baby og eventuelt smøre lotion på huden, da den ellers kan udtørre.

Børn mellem 0 og 3 år må ikke komme med i sauna, da de endnu ikke kan svede . Dette kan give varme chok.

Det kan ikke undgås, at babyen får vand i mavesækken, så hvis babyen er gammel nok, er det en god idé at have kiks med, for på den måde at undgå evt. mavekneb eller diarre.

Når svømmeturen er forbi, så giv både jer selv og babyen mulighed for at slappe af, inden I tager hjem.

Hvis I har brug for at få varmet mad eller flaske til jeres baby, har vi en mikroovn, I kan benytte - spørg i receptionen.

Det er dejligt at have billeder fra svømmeturen, men husk at spørge personalet, inden I begynder at fotografere, - dette er af hensyn til de øvrige gæster.

Husk at personalet i svømmehallen altid er villige til at give råd og vejledning.

Pårørende

De pårørende kan eventuelt være bedsteforældre, mostre, onkler, søskende osv.

Hvis I kunne tænke jer at gå på et svømmehold for babyer, kan I henvende jer til Hvidovre svømmeklub.

Babysvømning i Avedøre Idrætscenter er populært

Babysvømning i Avedøre Idrætscenter er meget populært. Vi får stor ros, og forældre kommer gerne langvejs fra med deres babyer. "Her er nogle eksempler på det, rosen går på":

For det første, holder vi åbent for babysvømning hele dagen (dog fredag indtil kl. 14.00). Der er rigtig gode faciliteter til forældre med babyer i svømmehallen i Avedøre Idrætscenter. I omklædningen (dette gælder såvel dame- som herreomklædning) har vi et specielt puslerum, små badekar, en kravlegård og en gå-vogn til fri afbenyttelse.

I forhallen er der mulighed for at sidde og give din baby mad inden I tager hjem. I forbindelse med forhallen er der også et puslerum, nøglen kan lånes i receptionen. Her kan ligeledes lånes nøgle til mikroovn, så der kan varmes mælk eller mad til babyen.

Sidst men absolut ikke mindst, får vores livreddere stor ros for deres store hjælpsomhed og entusiasme. De er super søde og hjælpsomme, og det stråler ud af dem, at de kan lide, hvad de laver.